I Sindets topografi amputerer Hans Hagedorn Thomsen i udgangspunktet den plan, Sarvig tilbageskuende lagde ned over sine første fem digtsamlinger. Han læser dem ikke som et udtryk for en overpersonlig hybrid mellem digterens udvikling og kulturens, hvilket kan have været en fristelse for digteren selv, og han opfatter ikke de første fem samlinger som en ubrydelig cyklus. I stedet læser Thomsen de tre første digtsamlinger alene, og han gør det med henblik på at undersøge forholdet mellem jeget, tiden og rummet på tværs af de tre samlinger. Indsigten fra digtlæsningerne videreføres i bogens anden halvdel gennem en læsning af Sarvigs romaner.
Hos Sarvig er jeget og tiden abstrakte størrelser, der kun kan træde frem i et konkret rum. Heraf den store optagethed af at observere i digtene; rummet, tingene, er betingelsen for jegets og tidens fremtrædelse. Thomsen viser, hvordan Sarvigs jeg, der ligger i tråd med en fænomenologisk tradition, og hans grundlæggende tidsbegreb, det kristne, eskatologiske, mødes i rummet, hvor ”dramaet” foregår. Det er i det konkrete rum, at digteren fascineres af forfaldets eskatologiske mening, og det er i det konkrete rum, at samme forfalds dæmoniske meningsløshed optræder.
Sindets topografi føjer sig til Hans Hagedorn Thomsens to tidligere bøger om litterær brug af tid og rum: Det lukkede rum (2003), der undersøger rum og bevidsthed i Herman Bangs og Tom Kristensens romaner, og Litterær tid (1990), der gennem læsninger af en lang række forfattere indkredser tiden som både eksistentiel og æstetisk struktur.
