Livslange liv introducerer en ny slags skønlitteratur: ældrelitteraturen. Det er en litteratur, der tematiserer og forholder sig til tilværelsen som 'ældre', særligt de nye måder ældretilværelsen har formet sig på i velfærdsstatens tid sidst i det tyvende og i starten af det enogtyvende århundrede. Ældrelitteraturen handler om det, bogen kalder 'livslange liv'. Det er liv, der leves til det sidste, og som er interessante og vigtige til det sidste.
Ældrelitteraturen er en fuldendelseslitteratur, der fortæller afviklings- snarere end udviklingshistorier, hvis hovedpersoner befinder sig på forskellige former for pension, bebor plejehjem eller i sidste ende må begraves på statens regning. Ældrelitteraturen er med andre ord ikke nødvendigvis opmuntrende, men dens fortællinger rummer væsentlig viden om, hvordan det må føles og opleves at blive og være ældre i velfærdsstatens favn. Bogens argument er, at velfærdsstaten i en kritisk og engageret dialog med skønlitteraturen både frembringer og forholder sig skeptisk til fremkomsten af ideen om livslange liv. Dette argument bæres af en række analyser af danske prosafiktionsværker udgivet siden 1999, bl.a. Christian Jungersen, Krat (1999), Kirsten Thorup, Ingenmandsland (2003), Bent Haller, Først ved livets ende (2004), Jens Blendstrup, Gud taler ud (2004), Trisse Gejl, Patriarken (2006), Aase Schmidt, Den nøgne mur (2007), Dorthe de Neergard, Eventuelle pårørende (2008), Anders Bodelsen, Varm luft (2009), Bent Vinn Nielsen, Et liv i almindelighed (2010), Henning Mortensen, Albert Colds drømme om Dronningen (2010) og Jacob Berner Moe, Nu tuder jeg igen (2011).
Peter Simonsen, ph.d., lektor i litteratur og forskningsprogramleder ved Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet. Er forfatter til bogen Wordsworth and Word-Preserving Arts (2007), medredaktør af grundbogen Litteratur: Introduktion til teori og analyse (2013) og forfatter til en række artikler om engelsk romantik, boghistorie og nyere dansk litteraturs mellemværender med velfærdsstaten.
