Fra kommunalreformen i 1970 lå de danske amters styrelse fast. Den politiske organisering var baseret på udvalgsstyret. Med nedlæggelsen af amterne og oprettelsen af fem nye regioner forlades udvalgsstyret imidlertid til fordel for rådsmodellen. Rådsmodellen kom stort set ud af det blå. Der var ingen erfaringer med den i Danmark, og i det omfang, at der fandtes udenlandske erfaringer med noget tilsvarende, blev de ikke inddraget i overvejelserne. Der lå megen symbolik og stort set ingen saglige argumenter bag modellens indførelse. Hvad konsekvenserne af den nye styreform måtte blive, havde man kun gjort sig yderst sporadiske overvejelser om.
Regionernes nye politiske styreform giver en interessant mulighed for at undersøge, hvordan de politiske og administrative processer i regionerne forløber i sammenligning med, hvordan de forløb i de tidligere amter. Denne bog besvarer derfor en række centrale spørgsmål om styreformer generelt og om rådsmodellen i særdeleshed: Har vi set en styrket politiske ledelse, eller er det embedsmændene, der bestemmer det hele? Er den politiske magt blevet samlet hos formanden for regionerne? Hvem fører ordet, og hvem træffer de politiske beslutninger? Hvor ligger det politiske lederskab placeret? Er sektoriseringen blevet dæmpet? Er politikerne blevet opdelt i et A- og et B-hold? Hvad er der sket med politikernes trivsel, og har det indflydelse på politikernes lyst til at være politikere? Har regionerne bidt sig fast i borgernes bevidsthed? Og hvordan med pressedækningen af de nye regioner?
