Den første danske hestetrukne ambulance blev sendt på gaden i København i 1889. Der skulle dog gå godt hundrede år, før der i 1992 kom bestemmelser om, at ambulanceredderne også skulle have en uddannelse. Udviklingen på det præhospitale område – som er alt det, der sker, fra det øjeblik patienten kommer til skade, og til han eller hun modtages på sygehuset – har i høj grad været domineret af et privat redningskorps med ambulancer, uden at læger eller myndigheder har blandet sig i, hvad der var af udstyr, eller hvad kvalifikationerne var hos dem, der kørte dem. Patienten blev lagt på en båre og kørt til nærmeste sygehus, som heller ikke var indrettet eller bemandet til at tage sig af de meget akutte patienter.
Men meget har forandret sig de sidste tredive år. I dag håndteres den akutte patient af en velfungerende kæde af flere led. Førstehjælperen, der giver hjertemassage og alarmerer sundhedsvæsenet, ambulancer med veluddannet personale, akutlæger, der kan give avanceret behandling på skadestedet og efterfølgende transportere patienten i en veludstyret ambulance eller en lægehelikopter til det mest velegnede behandlingssted, hvor et hold af eksperter står klar til at modtage patienten.
Denne bog beskriver de begivenheder, de forskningsresultater og de ildsjæle, der skubbede til udviklingen, således at Danmark i dag, trods modstand fra mange sider, har en af verdens stærkeste præhospitale kæder.
Torsten Lang-Jensen (f. 1945) er anæstesiolog og tidligere præhospital chef i Region Syddanmark og har været med i udviklingen på dette område fra 1980’erne, da den første akutlægebil blev etableret på Kommunehospitalet i København.
