Hvorfor har alle hørt om Shakespeare, mens kun få kan nævne et par af hans samtidige dramatikerkolleger? Hvordan bliver værker del af en litterær kanon? Hvordan sker litteraturhistoriens hårde udvælgelse? Det er nogle af hovedspørgsmålene i Kanoniske konstellationer. De diskuteres gennem overvejelser over litteraturhistorisk metode og gennem analyser af 1920’ernes litteraturs videre liv i historien. Et årti der bød på hovedværker af James Joyce, Marcel Proust og Franz Kafka, på et internationalt gennembrud for den amerikanske litteratur og på bevægelser som Surrealismen. Hvordan er erindringen om denne litterære kultur organiseret, og hvad er fællestræk ved de få kanoniserede tekster?
Gennem studier af kanondannelse vedrørende værker, forfattere og genrer kan mønstre i den litterære kultur opdages på tværs af nationale og sproglige grænser. Ved at finde beslægtede egenskaber i ellers vidt forskellige tekster kan man udpege nye og skæve sammenhænge i litteraturen. Sådanne konstellationer viser at litteraturens videre liv i litteraturhistorien afhænger af dens evne til at opfange og skabe stadig nye og overraskende forbindelseslinier.
““Kanoniske konstellationer” er den første litteraturvidenskabelige undersøgelse af kanonbegrebet på dansk. Metodisk tilhører den det, der går under navnet 'canon studies'. I stedet for at studere kanoniske værker, hvad de fleste gør, studerer den selve kanons tilblivelse. … Den er uhyre velskrevet; Mads Rosendahl Thomsen har næsten alt med, der er værd at vide om kanonbegrebet og dets teori. … Bogen er mere end en bog om kanon. Det er en tre-i-en-bog. Den indeholder en fantastisk god lille tyvernes amerikanske litteraturhistorie og endelig en teori om, hvad der kaldes det socialt sublime. Mads Rosendahl Thomsen viser sig som en stor kender og fremragende formidler af amerikansk litteratur. Det er lang tid siden, at der er kommet noget tilsvarende på dansk. … “Kanoniske konstellationer” fortjener ikke at blive glemt så hurtigt som de fleste romaner. Den bør blive en klassiker i dansk litteraturkritik. Hans Hauge i “Litteraturmagasinet Standart”, 2/2004.
