Hvad er det for en fordel, Vesteuropa har haft, siden vestlig civilisation kunne sprede sig og stort set udkonkurrere alle andre af Jordens mange civilisationsformer? Det er det store spørgsmål i international historie.
Svaret synes simpelt. Det første vanskelige skridt var at tage afsked med selvforsyningsevnen. I al sin komplicerede enkelhed indebar det, at overlevelsen kom til at afhænge af udveksling med andre.
I denne afhandling søger jeg at belyse, hvornår afskeden blev taget, og hvorforvejen mod den moderne verden måtte vælges. Det er forholdene i Sydskandinavien, og især Danmarks middelalderbyer, som er i fokus, men historisk set knytter tabet af selvforsyningsevnen sig til det plovbrug, der vandt indpas i 1000-1200-årenes transalpine Europa.
Det nye plovbrug forbrugte store mængder jern til årlig pløjning, og jern er energi, bundet i et oparbejdet råstof. Da ressourcerne til agerbrug og jernudvinding var geografisk adskilt, blev der behov for mellemmænd til at formidle kontakten mellem de gensidigt afhængige producentgrupper. I Danmark bosatte de sig ved havet, hvor to transportkorridorer afløser hinanden - den ene over land, den anden over havet.
Vanskeligheden med at overgå til plovbrug var ikke teknologisk, men kulturel. Når overlevelsen afhænger af andre, må man finde ud af at leve med hinanden. Det er en situation, bylevende mennesker altid har været i, så det var deres basale eksistensvilkår, plovbruget spredte på landet, og med det fulgte kravet om fællesskaber, kommunikation og samkvem.
Da befolkningerne igen gav sig til at vokse i 1700-årene efter flere århundreder med pest og stagnation, stod en gammel erfaring med en energiforbrugende produktion og et liv i gensidig afhængighed til rådighed. Det var en arv fra fortiden, som gav det transalpine Europa en evolutionær fordel.
Vestlig civilisation er et indhold i en teknisk kultur, som i sit væsen hverken er elitær eller ideologisk, men praktisk. Det er en robust og universel kultur, fordi den har overlevelsen og systemsikkerheden som sit omdrejningspunkt, og den har givet plads til mange mennesker. Men den biologiske succes er på en og samme tid dybt problematisk og en erkendelsesmæssig og politisk udfordring, som vil række mange århundreder ud i fremtiden.
