Dialog og samtale er et centralt redskab til udførelse af ledelse; det er alle enige om. Men er mundtlig dialog et velegnet redskab til realisering af organisations- og ledelsesteoretiske visioner om medarbejderes deltagelse og mægtiggørelse? Det er et komplekst spørgsmål, og det handler denne bog om. Den afsøger og afdækker de sproglige komplikationer som organisations- og ledelsesteoretiske visioner støder på i virkelighedens samtaler mellem ledere og medarbejdere.
Udgangspunktet er visionen om den autonome medarbejder der tager ansvar og ejerskab og udfører selvledelse. Gennem sproglige analyser af autentiske medarbejdersamtaler, af faktisk udført dialogisk ledelse, demonstreres det hvordan ledere og medarbejdere lægger betydning i og er medforfattere af hinandens tale – et forhold som komplicerer mulighederne for autonomi betydeligt. Der udføres også analyser der inddrager sociologisk og filosofisk teori, som viser at medarbejdersamtaler er forhandling af meningsfuldhed og anerkendelse – og kreativ anvendelse af magt. Dette er perspektiver som er problematiske i forhold til organisations- og ledelsesteoretiske visioner, der som oftest har et mere troskyldigt forhold til samtale som medie for erkendelse.
